Late nite in Prague

Me and my colleagues at RHS were so lucky to go on a little trip to Prague, preparing for the beginning of the fall semester 2008.

The city of Prague is wonderful and definately worth a visit, or two. Escpecially the beer is famous, as well as the Charles Bridge, the old town and a number of other sights.

Here we are back from a dinner in town. Jesper and Pernille are having a serious discussion on the matter of.....something???? Huh?

Studiestart 1008

Så er det tid til studiestart igen...
Jeg har derfor, i min ambitiøse kådhed, bestemt mig for at starte min blog op igen (har holdt pause "et par år"). Måske i en naiv forestilling om, at jeg kommer bedre i kontakt med mine studerende når de har muligheden for at læse hvad der foregår inde i hovedet på deres underviser?! - Og samtidigt at jeg får masser af tid til at skrive om aktuelle emner, som om jeg ikke havde nok at se til i forvejen... ;-)

Jacob

TDC's skatteeventyr

Jeg troede oprigtigt talt Politiken havde sat en forkert overskrift på, da jeg læste dagens interview med TDC's topchef Henning Dyremose (jeg kan desværre ikke linke til artiklen, da avisen har valgt ikke at lægge den på nettet). I dagens artikel fik Dyremose lejlighed til at udtale sig om TDC's kreative skattetænkning, der blev åbenbar i sidste måned. Kort fortalt har TDC udnyttet et hul i skatteloven ved at oprette et skuffeselskab på Cayman Islands (!) og fiktivt solgt teleudstyr for milliarder for at leje udstyret tilbage (og muligheden for at købe sine egne centraler tilbage for 1 kr. efter 10 år). Dermed har TDC fået skattefradrag på udstyret, samt provision på 225 millioner fra amerikanske investorer (se her for en uddybning af sagen). Overskriften på artiklen var iøvrigt "Han ville gøre det igen".

Moral og erhvervsliv
TDC har fået meget (negativ) omtale pga. sagen, fordi man bevidst har spekuleret i et "hul" i lovgivningen. Der er ikke noget ulovligt i affæren (TDC har spurgt skattemyndighederne inden man foretog sig noget), men man kan med rette stille spørgsmål til det moralske i sagen. På trods af den enorme omtale sagen har fået i medierne, udtaler Henning Dyremose i dagens avis, på spørgsmålet om han ville have handlet anderledes hvis han fik chancen: "Ikke det fjerneste..." Han siger videre, på spørgsmålet om hvad han tror TDC's aktionærer tænker om sagen: "Jamen, de vil da sige, at det er helt forkert, hvis en virksomhedsledelse af sig selv ud fra en eller anden slags moralsk betragtning opgav at tage de fradrag, som de lovligt kan få, og som myndighederne har sagt ok til..."

Læs venligst ovenstående udtalelse een gang til! Det er da chokerende læsning! Det er ifølge Dyremose forkert, at en ledelse ud fra en moralsk betragtning ikke skulle udnytte enhver muligheder inden for loven, til at berige virksomhedens aktionærer. Det er her kæden, efter min bedste overbevisning, springer af. Hvis ikke en virksomheds øverste ledelse skal kunne tage moralske eller etiske hensyn ud fra virksomhedens værdisæt eller, i mangel af bedre, personlige værdier, hvad er det så lige der er ledelsens job? Det, at handle ud fra at sæt værdier - kald det moralske eller hvad ved jeg - handler jo netop om, at gøre det bedste vor virksomheden, således at alle interessenter og ikke kun aktionærer bliver tilgodeset. Fx kan man godt forestille sig, at der er en del af TDC's medarbejdere der ikke synes det er så sjovt at fortælle hvor de arbejder, hvis de skal forsvare Dyremoses synspunkter til familie-julefrokosten.

Det er ærgeligt for dansk erhvervsliv at Henning Dyremose (og andre topchefer) endnu ikke har forstået de signaler de får smidt i hovedet, hver gang de forsvarer . TDC har som alle virksomheder med respekt for sig selv et sæt værdier (om de så efterleves er en anden sag). Dyremose peger selv på sætningen "Vi påtager os et kulturelt, socialt og miljømæssigt ansvar, der ligger ud over lovgivningens krav". Dertil kan man kun sig, atvis TDC virkelig mente hvad de sagde i deres værdigrundlag, så siger det sig selv, at de ikke burde udnytte utilsigtede huller i lovgivningen. For det går jo ud over familien Danmark og dermed TDC's egne kunder og samarbejdspartnere. Men lad Dyremose få det sidste ord, for som han selv siger: "Her står intet om skattelovgivningen..."

Hold sandsynlighed adskilt fra konsekvens!

Nedenstående historie er taget fra Fast Company og er, synes jeg, et godt eksempel på, hvorfor det kan være livsvigtigt at opveje sandsynligheder med konsekvenser når man skal tage en beslutning.

Separate Probability From Consequence: How to Succeed--and Stay Alive--by Understanding the True Risks
In the summer of 1975, a young climber named David Breashears set his sights on a beautiful, unclimbed sheet of rock rising from the ground on a cliff south of Boulder. For years, no rock climber had given serious thought to climbing this section. The challenge lay not in the apparent difficulty of the climb, but in the absence of natural protection. Breashears saw no cracks where he might slot wired climbing nuts, and he was climbing in an era before it became acceptable to drill expansion bolts directly into the rock for protection. The wall rose vertically for about five stories, with little pebbles and sharp edges, then the angle kicked back to 85 degrees with holds that looked larger.

Breashears headed up the route, trailing a rope and carrying a small selection of wired nuts that he hoped to slot into one of the upper pockets after the hard climbing. At the 50-foot mark, he had a horrifying realization: the climb ahead would be more difficult than the opening moves, and there were still no places to slot nuts. The rock became water-polished from thousands of years of runoff from above, and the sloping handholds had no sharp edges to grip. If he fell, he would plummet 60 feet straight down onto the jumble of boulders strewn at the base. At 32 feet per second squared, he would slam into the boulder field at nearly 50 miles per hour at a force of 20 Gs. Ka-smack! One dead climber.

Was this a risky situation?

Well, it depends on what you mean by "risky."

For David Breashears, it was not a risky situation. Sure, the consequences of a fall were severe, but the probabilities of a fall were close to zero. David was such a gifted climber in his prime, that--to him--the route formed a puzzle to solve, but not a particularly difficult one. It would be like handing a world-class crossword-puzzle expert the Wednesday New York Times crossword (a challenging puzzle, but well within her capabilities) with the following instructions: If you don't get the puzzle right, we're going to drop you off a 60-foot cliff to your death.

If Breashears had allowed the 60-foot ground-fall potential to infect his brain, he might have died. But he didn't. He was able to separate the probabilities of falling from the consequences of falling, and he climbed with focused precision to the top, establishing a new route aptly named Perilous Journey.

Separating probability from consequence applies not just to climbing but also to work, life, and business. In 1994, when Intel Corp. first discovered the floating decimal-point flaw in its Pentium microprocessor, engineers estimated it would cause a rounding error in division only once every 27,000 years for the average spreadsheet user. This infinitesimally small probability blinded Intel's leaders from worrying about the astronomically high consequences on the other side of the coin. When that one-in-a-billion event happened to a math professor, it ignited an explosion of Internet chat, which, in turn, caught the attention of the media. As then-Intel CEO Andy Grove described in his book, Only the Paranoid Survive (Random House, 1999)--a good title for climbers, by the way--the company found itself hounded by CNN, pilloried in the press, and jolted by unhappy customers. On December 12, 1994, Grove awoke to read the horrific headline, "IBM Stops All Shipments of Pentium-Based Computers." Ultimately, Intel took a $475 million write-off--an amount equal to half a year's R&D budget, or five years of Pentium advertising spending.

While Intel didn't die from the fall, it certainly crashed onto a ledge and shattered its leg. To Intel's credit, it changed its way of doing business to account for the consequences, not just the probabilities. To date, we have not seen another problematic Pentium event from Intel.

Jim Collins er amerikansk professor og bl.a. forfatter til bøgerne "Built to Last" og "Good to great" hvor han beskriver resultaterne af en stor undersøgelse af, hvad der adskiller virksomheder med fra de rigtigt succesfulde. Han beskæftiger sig i det hele taget med "greatness-faktoren" - hvad gør at nogle virksomheder klarer sig bedre (økonomisk) end andre? Collins er aktiv klatrer i sin fritid.

Empati og psykopatiske virksomheder

Det er accepteret teori, at organisationer på mange måder kan betragtes på samme vis som individer; Organisationer (og herunder: virksomheder) har, såvel som individer, en personlighed der kommer til udtryk ved den måde virksomhedernes ledelser og medarbejdere opører sig på i samspil med hinanden og omgivelserne. Virksomheders - og menneskers - personlighed (på engelsk bruges udtrykket corporate personality om en virksomheds personlighed) afhænger/består dels af et sæt oprindelige og bærende værdier (den "genetiske" arvemasse), dels af påvirkninger fra virksomhedens ansatte og udefra kommende omstændigheder (miljøet).

En af de vigtigste bestanddele af individers - og virksomheders - personligheder, er empati. Man kan definere empati som værende: "Evnen til at føle og opleve som andre, at kunne leve sig ind i andres roller og at opfatte situationer fra andre synspunkter end sit eget".

Personer der ikke er i stand til at udvise empati opfattes som værende "socialt afvigende" og risikerer i værste fald at få stillet diagnosen "anti-social personlighedsforstyrrelse", eller psykopat. Definitionen på en psykopat er netop det, at være "følelseskold ovenfor andre mennesker, ikke at føle empati/medfølelse eller skyld i situationer hvor det er naturligt". Psykopater er ligeledes karakteriseret ved ikke at være tilgængelige for sund fornuft, forstået som social kontrol. Kun hvis den sunde fornuft inkluderer et element af egen vinding, vil psykopaten være lydhør.

Virksomheders empati
Man kan med rette stille spørgsmålet, hvordan virksomheder der ikke evner (eller ønsker) at udvise empati overfor deres omgivelser bør opfattes af samfunder? Tja, hvis man mener sammenligningen mellem individer og organisationer holder, så er der ingen tvivl om at sådanne virksomheder må opfattes - og behandles - som socialt afvigende og i værste fald psykopatiske. På samme vis som en psykopat handler ud fra egen vindings skyld og ikke skyer midler for at opnå hvad han (de fleste psykopater er mænd) ønsker, så agerer psykopatiske virksomheder udfra en egostisk agenda om at opnå, kortsigtet økonomisk succes, uden hensynstagen til omgivelserne(medmindre det kan betale sig).

Ligesom det er tilfældet for mennesker, så er psykopatiske virksomheder i mindretal, heldigvis. Ca. 100.000 voksne danskere vurderes at være psykopater. Hvis det samme er tilfældet for danske virksomheder, så er 2% af alle danske virksomheder, virksomheder med psykopatiske personlighedstræk!

Det er imidlertid slående, at virksomheder der handler anti-socialt forsvarer sig selv (og bliver forsvaret) udfra betragtningen, at hensynet til at maksimere det økonomiske resultat (og dermed hensynet til aktionærer), vejer højere end hensynet til omgivelserne. Der er således en tendens til at "frede" virksomheder, sålænge de holder sig indenfor lovens rammer. Det er særdeles uheldigt set udfra et samfundsmæssigt synspunkt, at vi ikke misbilliger og straffer virksomheder der agerer psykopatisk (på samme vis som vi misbilliger psykopater). Disse virksomheder tjener ikke samfundets formål, de tjener kun deres eget!

Kendetegn for psykopatiske virksomheder (såvel som for psykopater) er:- manglende overholdelse af sociale normer (i kriminelt omfang)
- bedrage andre (lyve, udnytte osv)
- impulsivitet og manglende fremtidsplanlægning
- irritabilitet og aggressivitet som viser sig ved gentagne fysiske aggressioner overfor andre
- manglende hensyntagen til egen og andres sikkerhed
- uansvarlighed, som viser sig ved ikke at holde fast i igangsatte projekter og ved ikke at passe sin økonomi
- mangel på skyldfølelse som viser sig ved at være ligeglad ved eller bortforklare når man har skadet eller stjålet fra andre